Hvad sker der, når vi tager tøjet af?

Vært: Malene Bentsen

MeToo, hævnporno, body positivity, LGBT+, feminisme og så videre, og så videre.

I disse år taler vi tit om sex og intimitet og grænserne derom, men uden nogensinde rigtigt at få snakket om det. Så hvad sker der egentligt, når vi tager tøjet af?

For hvad tænker du egentligt om alt det der med sex og kroppen og intimitet? Hvilke tanker har du haft om din seksualitet? Om din seksuelle orientering? Om debatten i samfundet? Og tør du egentlig være ærlig om det over for andre? Eller endnu vigtigere; over for dig selv?

I dette Tankelands-forløb kommer vi tæt på hinanden. Vi skal forstå os selv og den seksuelle side af vores egen væren både som individer, med en partner og i samfundet. Men lige så vigtigt skal vi dykke ned i det, at alt det med kroppen ikke kun handler om sex, og at sex ikke kun er noget fysisk. Hvad er egentlig dine forventninger til en partner? Hvordan ser du den del af dit liv udvikle sig?

Og hvorfor snakker vi i det hele taget så meget om det der sex og kærlighed?


Tilmeldingen er lukket

Fakta om samtalen

Tre videomøder + samtale på Facebook Messenger mellem møderne:

Videomøder:

  • Tirsdag den 5. november kl. 20.00 - Sex og kroppen

  • Tirsdag den 12. november kl. 20.00 - Sex og samfund - køn og orientering

  • Tirsdag den 19. november kl. 20.00 - Samliv og intimitet

Emnet for denne samtale kan sætte gang i særligt følsomme tanker, og det skal fremhæves her, at ingen vil blive bedt om at dele noget, de ikke føler sig trygge ved. Hvis en i samtalen deler sine tanker, forventes det af resten, at det bliver mødt med respekt og nysgerrighed. Det forventes også, at det, der bliver snakket om i samtalen, bliver imellem samtalens deltagere.

Om Malene Bentsen

Malene Bentsen er i gang med en bachelor i statskundskab på Aarhus Universitet og har tidligere læst antropologi. Tidligere var hun ansat ved den kirkelige organisation DKG, og nu frivillig i en anden kirkelig organisation KFUM og KFUK, hvor hun sidder i bestyrelsen for World YMCA. Malene kommer oprindeligt fra det skønne Vestjylland, har en stor passion for yoga, spiser for meget peanutbutter, og synes generelt der er alt for meget, som vi ikke får talt om på en meningsfuld måde.